Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.

Juridiske rammer for en privat andelsboligforening

En privat andelsboligforening er en forening af beboere, der i fællesskab køber, ejer og driver den ejendom, de bor i.

Ved køb af en andel i en privat andelsboligforening bliver man medlem af foreningen og medejer af andelsboligforeningens ejendom. Den enkelte andelshaver har brugsret til en konkret andelsbolig i foreningen.

Omfattet af andelsboligloven

Private andelsboligforeninger med 3 eller flere beboelseslejligheder er omfattet af andelsboligloven. Loven indeholder bl.a. en række ufravigelige bestemmelser om stiftelse, overdragelse og prisfastsættelse af andele.

Se andelsboligloven og tilhørende bekendtgørelser mv.

Foreningens vedtægter

Retsstillingen i den enkelte andelsboligforening beror i øvrigt på foreningens vedtægter, der bl.a. fastsætter bestemmelser om indskud og hæftelse, boligafgift, bestyrelse og generalforsamling.

Læs mere om normalvedtægten

Boligafgift

Den enkelte andelshavers 'husleje' er sammensat af to dele: den månedlige boligafgift til foreningen (der dækker ydelser på foreningens lån og de løbende driftsudgifter) og andelshaverens egen ydelsesbetaling på et eventuelt optaget banklån til køb af andelsboligen.

Læs mere om låneoptagelse

Generalforsamling og bestyrelse

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen. Generalforsamlingen træffer de overordnede beslutninger i andelsboligforeningen. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse (link til bestyrelsesansvar), der varetager den daglige drift af foreningen. Nogle foreninger har desuden tilknyttet en professionel administrator eller anden bistand for bestyrelsen. Det kan være en advokat eller en anden professionel ejendomsadministrator. Endelig har næsten alle foreninger en statsautoriseret eller registreret revisor, som reviderer foreningens regnskaber.

Både bestyrelse og administrator vælges af generalforsamlingen.

Læs mere om bestyrelsens ansvar