Industrisamarbejde og Ukraine

  • Opdateret 12. september 2024

Udviklingen i Ukraine er afgørende for dansk sikkerhed, hvorfor det vurderes nødvendigt at anvende industrisamarbejde til at understøtte integrationen af dansk og ukrainsk forsvarsindustri mhp. at kunne levere materiel og service til Ukraines væbnede styrker. Øget samarbejde mellem danske og ukrainske forsvarsindustrielle virksomheder vil styrke parterne gensidigt til gavn for begge landes væsentlige sikkerhedsinteresser.

Som følge af situationen i Ukraine kan Erhvervsstyrelsen derfor ekstraordinært godkende udviklingsaktiviteter i Ukraine. Dette kan bl.a. ske ved at en dansk virksomhed etablerer produktion og/eller service og vedligehold i Ukraine eller indgår i et joint-venture samarbejde med ukrainske virksomheder og/eller med en udenlandsk leverandør.

Udenlandske leverandører kan således, via industrisamarbejdsprojekter, understøtte danske virksomheders etablering i Ukraine gennem medfinansiering, rådgivning og viden om etablering i Ukraine, lokalt netværk, know-how m.m. Dette kan bidrage til at mindske den samlede risikoprofil for danske virksomheder, som ønsker at etablere sig i Ukraine.

For at kunne godkende en dansk virksomheds aktiviteter i Ukraine under industrisamarbejde vil de relevante retningslinjer være gældende. Herudover vil følgende forudsætninger være gældende:

  • Projektet skal vedrøre en dansk virksomhed, der ønsker at etablere udvikling/produktion i Ukraine som en naturlig forlængelse af virksomhedens danske forretning. Således må projektet ikke henlægge danske forsvarsindustrielle kapaciteter til Ukraine, men skal udgøre en udvidelse af den samlede forretning.
  • Såfremt projektet indebærer en joint venture-konstruktion mellem en dansk og en ukrainsk virksomhed, forudsættes den danske virksomhed som udgangspunkt at have bestemmende indflydelse i joint venture-konstruktionen.
  • Projektet skal understøtte de ukrainske forsvarsmyndigheders efterspørgsel af forsvarsmateriel mhp. at sikre en relevant dansk støtte. I den forbindelse inddrages FMI’s ukrainekontor.