Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse22.09.2014

Hovedstadens iværksættermiljø er EU's bedste

Emner: Vækst og iværksætteri

Nyt internationalt indeks for regionalt iværksætteri (REDI) placerer Region Hovedstaden på førstepladsen blandt EUs 125 regioner.

Region Hovedstadens iværksættere rangerer allerøverst i EU, når det gælder viljen og evnen til at starte egen virksomhed. Det viser en omfattende undersøgelse af iværksættermiljøerne i EUs 125 regioner.

Indekset placerer samtidig Region Hovedstaden som den suverænt bedste i EU til at stimulere iværksættermentaliteten og sikre iværksætterne det rigtige vækstmiljø. I undersøgelsen, der er finansieret af EUs Generaldirektorat for Regional- og Bypolitik, er alle danske regioner med i top 25.

Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen:

Dejligt at andre synes, at vi gør det godt. Det kan vi være stolte af, men nu skal man altid tage den slags målinger med et gran salt. Jeg synes, udviklingen klart går i den rigtige retning, men jeg er overbevist om, at vi kan blive endnu bedre og ser frem til at sætte fokus på vækst og iværksætteri i uge 47.

Marlene Haugaard, direktør i Væksthus Hovedstadsregionen

Det er altid glædeligt, når andre anerkender ens potentiale. Vi oplever for tiden en stor aktivitet på iværksætterområdet i Hovedstadsregionen. Der er mange spændende virksomheder, som arbejder med globale forretningsmodeller og tænker internationalt fra dag et.

Men alt er ikke rosenrødt. Der er et stort behov for at styrke virksomhedernes adgang til finansiering. Hvis ikke vi sætter ind her, vil vi opleve, at mange af iværksætterne enten opgiver eller slet ikke får den vækstrate, som de ellers har potentiale til at opnå. Miljøet er vigtigt, men rammerne skal også være på plads.

Finansiering er netop et af hovedtemaerne under Danmarks Vækst- og Iværksætteruge i uge 47. I løbet af ugen sætter arrangementer landet over blandt andet fokus på adgang til finansiering og alternative finansieringsformer.

Læs mere om Danmarks Vækst og Iværksætteruge på http://www.uge47.dk/ og påFacebook.com/uge47.