Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse17.09.2013

Flere end 70 biblioteker klar til at hjælpe erhvervslivet

Emner: Digitalisering

Digitaliseringen er over Danmark. Siden 1. juli har alle virksomheder og foreninger med et CVR-nummer skullet indberette moms via internettet. Den 1. november skal alle virksomheder og foreninger oprette en digital postkasse. Digitaliseringen gør det meget nemmere. Men for nogle enkelte er det svært. De kan nu få hjælp til betjening på biblioteket.

Ifølge direktør for Erhvervsstyrelsen Betina Hagerup betyder digitaliseringen, at virksomhederne vil opleve en hurtigere, nemmere og mere sikker kontakt med det offentlige. Desuden sparer både det offentlige og virksomhederne tid og penge på porto.

- Vi ved dog, at nogle virksomheder og foreninger oplever, at det er svært at bruge nettet, når de skal bruge de digitale løsninger. Men nu kan virksomheder eller foreninger, som har svært ved at bruge en computer, få personlig hjælp på de over 70 biblioteker landet over.

- Jeg er meget glad for samarbejdet med bibliotekerne, som betyder, at vi nu kan få alle virksomheder og foreninger med på digitaliseringsvognen.

Bibliotekerne kan hjælpe virksomheder og foreninger med at:

  • Komme i gang med at bruge en computer
  • Få adgang til selvbetjening på nettet med en personlig elektronisk underskrift (NemID medarbejdersignatur)
  • Give fuldmagt til din revisor, bogholder eller andre der ordner papirarbejdet for din virksomhed
  • Modtage post som det offentlige sender til din forening eller virksomhed via den digitale postkasse
  • Starte virksomhed og ændre oplysninger om virksomheden
  • Sende elektronisk faktura til det offentlige
  • Indberette moms
  • Indberette syge- og barselsdagpenge med NemRefusion

For at komme i kontakt med det nærmeste bibliotek, der kan hjælpe, skal du sende en sms til 1940 med dit postnummer. Så får du nummeret til det nærmeste bibliotek, der kan hjælpe. Det koster almindelig sms-takst.

Kontakt

For yderligere oplysninger kontakt Julie Bech Willemoe, 35 29 19 46 ellerjubewi@erst.dk.

Læs mere

Personlig it-hjælp på biblioteket - virk.dk