Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed02.12.2014

Erhvervsstyrelsen skærper kursen over for misbrug

Erhvervsstyrelsen vil fremover have øget fokus på økonomisk kriminalitet og misbrug af det danske selskabsregistreringssystem. Digitalisering af selskabsregistreringen spiller en nøglerolle.

Der har i de seneste måneder været en del fokus på det danske selskabsregistreringssystem, og de kriminelle, som misbruger det danske system til økonomisk kriminalitet som skatteunddragelse og hvidvask.

Erhvervsstyrelsen har derfor besluttet at foretage en række ændringer og opstramninger for at dæmme op for misbrug og økonomisk kriminalitet. Den øgede digitalisering spiller en hovedrolle i bestræbelserne på at gøre selskabsregistreringerne sikre, effektive og troværdige. I løbet af 2015 lancerer Erhvervsstyrelsen moderniserede og udbyggede it-systemer til selskabsregistreringer, og allerede i foråret er vi klar med en adviseringsløsning, så personer og selskaber får besked om registreringer, der vedrører dem.

Styrelsen er således allerede i gang med arbejdet. Der er imidlertid ingen tvivl om, at der er tale om et langt sejt træk, og at Erhvervsstyrelsen også i de kommende år vil have ekstra fokus på kontrol og bekæmpelse af misbrug. Det skylder vi både borgerne og de mange regelrette virksomheder i Danmark.

Læs mere om den styrkede kontrol med selskabsregistreringer og indsatsen over for hvidvask her

Læs mere om effektiv og sikker virksomhedsregistrering her