Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed18.09.2014

En digital identitet til de helt små virksomheder

Emner: Virksomhed og erhverv

Nu kan også de helt små virksomheder få et CVR-nummer og dermed en digital identitet. Fra den 18. september kan man registrere en personligt ejet mindre virksomhed, PMV, hos Erhvervsstyrelsen.

Den nye virksomhedsform, PMV, er en mulighed for de helt små personligt ejede virksomheder med en omsætning under 50.000 kroner om året. Disse virksomheder har ikke pligt til at lade sig registrere, men de kan vælge at gøre det og få et CVR-nummer og dermed en digital identitet. CVR-nummeret fungerer som virksomhedens nøgle til fremtidens digitale samfund. Det kan f.eks. være nyttigt for virksomhederne at have et CVR-nummer i forbindelse med indberetninger til offentlige myndigheder, eller hvis de skal bruge medarbejdersignatur. Med CVR-nummeret følger også en digital postkasse, hvor det offentlige kan sende digital post til virksomheden.

PMV er for de helt små erhvervsvirksomheder

En personligt ejet mindre virksomhed, PMV, skal have en omsætning under 50.000 kroner om året. Den skal være ejet af en person, som står for alle beslutninger i virksomheden, og som hæfter økonomisk. Overskuddet af en personligt ejet mindre virksomhed bliver beskattet som personlig indkomst. Virksomheden må ikke have ansatte. Det skal være en erhvervsvirksomhed - ikke en hobbyvirksomhed. En PMV kan f.eks. være den lille mekaniker, den mobile frisør, en internethandel eller en virksomhed i opstartsfasen, som er usikker på deres omsætning.

Hvis virksomheden vokser til enkeltmandsvirksomhed

Hvis en personligt ejet mindre virksomhed får en omsætning på over 50.000 kr. om året eller får ansatte, kan virksomheden ikke længere være registreret som en PMV. Når virksomheden vokser sig større, får man nemlig en række forpligtelser over for det offentlige. Registrering er f.eks. ikke længere frivillig, når virksomhedens omsætning er højere end 50.000 kroner om året, ligesom en virksomhed med ansatte f.eks. skal indberetteA-skat, arbejdsmarkedsbidrag og ATP-bidrag mv. Virksomheden skal så skifte sin driftsform til at være en enkeltmandsvirksomhed. Virksomheden kan stadig beholde sit CVR-nummer ved sådan et skifte.

En PMV er født digital

En PMV skal oprettes digitalt, ligesom alle registreringer skal foregå digitalt. Man kan oprette en personligt ejet mindre virksomhed på Virk.dk - start virksomhed. Muligheden for at oprette en personlig ejet mindre virksomhed er en del af grunddataprogrammet og den fælles offentlige digitaliseringsstrategi.

 

Læs mere om ejerforhold, registrering og skatteregler for en PMV

Registrer en PMV

Læs mere om den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi