Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed15.06.2015

Ejeroplysninger er tilgængelige i CVR

Emner: Virksomhed og erhverv

Der er nu åbnet for det offentlige ejerregister, og det er muligt at slå selskabernes ejeroplysninger op i CVR-registeret. Formålet er bl.a. at skabe øget gennemsigtighed omkring ejerforholdene i danske selskaber.

Den 15. juni åbner det offentlige ejerregister, og oplysningerne fra registreret er tilgængelige i CVR. Siden den 15. december 2014 har alle nye og eksisterende aktieselskaber, anpartsselskaber, iværksætterselskaber og partnerselskaber skullet registrere deres ejeroplysninger i det offentlige ejerregister.  Det er disse ejeroplysninger, som offentligheden nu får adgang til.

Hvilke ejeroplysninger kan man søge frem?

Oplysningerne fra Ejerregisteret er tilgængelige i CVR på Virk. Det betyder, at man nu kan finde oplysninger om ejerforhold i CVR sammen med de øvrige oplysninger fra selskaberne, som er offentligt tilgængelige.  Man kan søge på navn og se, i hvilke danske selskaber en dansk eller udenlandsk person står som ejer. Man kan også søge på de enkelte selskaber og få at vide, hvem der ejer aktier, anparter mv. i selskabet. Man kan desuden se, om danske selskaber ejes af andre danske eller udenlandske selskaber. Ejerandelene vises inden for intervaller, og det er kun ejerandele på fem pct. eller mere, som skal fremgå af det offentlige ejerregister.

Hvad er Ejerregisteret?

Det offentlige ejerregister er en del af den nye selskabslov, der blev vedtaget i maj 2009. Formålet er at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed omkring ejerforholdene i danske selskaber, og registeret skal desuden forbedre offentlige myndigheders efterforskningsmuligheder. Ejerregisteret er et online-register, som indeholder ejeroplysninger om danske selskaber opgjort indenfor intervaller. Det er selskabernes ansvar at registrere sig i registreret og vedligeholde ejeroplysningerne, ligesom det er tilfældet med andre selskabsregistreringer.

Indkøringsfase

Registrering af ejerforhold i det offentlige ejerregister er en ny forpligtelse, ligesom Erhvervsstyrelsen har skullet udvikle en it-løsning til formålet. Der er altså tale om en indkøringsfase, og vi må konstatere, at ikke alle selskaber har fået de ejerregistreringer på plads, som de er forpligtede til. Erhvervsstyrelsen følger udviklingen meget tæt og vurderer løbende på, hvilke skridt styrelsen vil tage for at få alle selskaberne med.        

Læs mere om Det offentlige ejerregister

Registrer ejeroplysninger