Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse20.10.2015

Digitalt løft til mindre virksomheder

Emner: Digitalisering, Virksomhed og erhverv

Der er store gevinster at hente for virksomheder, der anvender e-handel, data og nye digitale løsninger i deres forretning, og det behøver hverken være dyrt eller besværligt for virksomhederne at digitalisere. Mange virksomheder tøver alligevel.

Derfor er Erhvervs- og Vækstministeriet nu gået sammen med en række organisationer for at fremme digital vækst i dansk erhvervsliv. To branchepartnerskaber inden for henholdsvis detail-, engros- og e-handel samt transportområdet søsætter nu en fælles indsats for at styrke virksomhedernes brug af digitale løsninger. 

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

Den digitale udvikling åbner helt nye muligheder for dansk erhvervsliv. Det ligger mig meget på sinde, at flere virksomheder, navnlig de mange små- og mellemstore virksomheder, får høstet gevinsterne ved bl.a. e-handel og dataudnyttelse. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med partnerskaberne står sammen om at give virksomhederne inspiration og konkrete redskaber til et digitalt løft.

Forløbene henvender sig til små- og mellemstore virksomheder og har fokus på, hvordan også enkle tiltag kan skabe en gevinst. Virksomhederne vil bl.a. blive tilbudt træningsforløb og workshops, hvor de kan møde frontløbere, få hjælp til at få klarlagt deres udviklingsmuligheder gennem digitalisering samt vejledning til at vælge de løsninger, der passer til netop deres virksomhed. 

www.gådigital.dk kan virksomhederne tilmelde sig de forskellige arrangementer og hente yderligere inspiration til digitaliseringsprojekter. 

De første forløb på detail-, engros-, og e-handelsområdet begynder i Herning i dag. På transportområdet begynder arrangementerne i Høje Taastrup den 2. november.

Partnerne på detail-, engros- og e-handelsområdet består af Dansk Erhverv, DI Handel, DI ITEK, Erhvervsstyrelsen, Foreningen for Dansk Internethandel og IT-Branchen. Partnerne på transportområdet består af Dansk Erhverv, Danske Busvognmænd, Dansk Transport & Logistik, Danske Speditører, Erhvervsstyrelsen, DI ITEK, DI Transport, Fagligt Fælles Forbund, IT Branchen, International Transport Danmark og Transport- og Bygningsministeriet.

Kontaktperson: Martin Hein tlf. 91 39 94 95 eller mahe@evm.dk

 

Fakta om digitaliseringspartnerskaber for detail-, engros- og e-handel samt transportområdet

  • I aftalen om vækstplan for digitalisering i Danmark, som blev indgået mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Konservativt Folkeparti den 26. februar 2015, blev det besluttet at nedsætte to digitaliseringspartnerskaber - et for detail-, engros- og e-handel og et for transportområdet. 
  • Partnerskaberne skal bidrage til at løfte digitaliseringen, væksten og produktiviteten i de to brancher ved at fremme forståelsen for - og udnyttelsen af - digitale løsninger blandt små og mellemstore danske virksomheder. 
  • Partnerskabet for detail- engros- og e-handel består af Dansk Erhverv, DI Handel, DI ITEK, Foreningen for Dansk Internet handel, IT-Branchen og Erhvervs- og Vækstministeriet (Erhvervsstyrelsen). Partnerskabet på transportområdet består af Dansk Erhverv, Dansk Transport & Logistik, Danske Busvognmænd, Danske Speditører, DI ITEK, DI Transport, Fagligt Fælles Forbund, IT-Branchen, International Transport Danmark, Transport- og Bygningsministeriet. Erhvervs- og Vækstministeriet (Erhvervsstyrelsen). Erhvervsstyrelsen fungerer som sekretariat for partnerskaberne. 
  • Partnerskabernes arbejde følger to spor: Det ene spor indeholder en række virksomhedsnære aktiviteter, der skal fremme anvendelsen af it blandt hhv. mindre danske detail-, engros- og e-handels-virksomheder og vognmænd inden for dansk vejtransport. De virksomhedsrettede aktiviteter løber af stablen i oktober, november og december 2015. Det andet spor adresserer barrierer for virksomhedernes digitalisering, eksempelvis i forhold til adgangen til digitale kompetencer samt reguleringsmæssige barrierer for digitalisering. 
  • Partnerskabet for detail- engros- og e-handel gennemfører en række kompetenceudviklings- og træningsforløb, som skal give deltagerne viden om og konkrete redskaber til, hvordan de kan forbedre indtjeningen gennem blandt andet e-handel, integration af salgskanaler og dataudnyttelse. Desuden afholdes konferencer med fokus på eksport via e-handel. Aktiviteterne afholdes i Herning og Vejle, og sker i samarbejde med lokale og regionale handelsvirksomheder, IT-konsulenter, e-handelseksperter, kommunale erhvervsråd, væksthuse m.fl.
  • Partnerskabet for transportområdet afholder inspirationsmøder og workshopforløb, der skal synliggøre de gevinster, digitalisering kan medføre og give transportvirksomheder inspiration og vejledning til valg af IT-system og optimering af kørselsplanlægning, administration samt online salg eller markedsføring.
  • Arrangementerne afholdes i Høje Taastrup, Ishøj og Aalborg og sker i samarbejde med lokale transportvirksomheder, it-konsulenter, kommunale erhvervsråd m.fl.
  • Læs mere på www.gådigital.dk, hvor man bl.a. kan tilmelde sig arrangementer og høre virksomheder fortælle om gevinsterne ved at digitalisere.