Digital Europe-programmet

EU's kommende program til digital omstilling for 2021-2027 vil skulle sikre bred udrulning og anvendelse af digitale teknologier i samfundet. Programmet vil bl.a. medfinansiere etableringen af et europæisk netværk af digitale innovationshubs samt specialiserede centre inden for supercomputere, kunstig intelligens og cybersikkerhed. Erhvervsstyrelsen er tovholder for den referencegruppe, som er nedsat for at sikre solid dansk deltagelse.

  • Opdateret 15. oktober 2021

Digital Europe: EU's kommende program til digital omstilling

Et nyt EU-program skal understøtte Europas digitale omstilling til gavn for borgere og virksomheder. Over en syvårig periode skal programmet sikre en bred udrulning og anvendelse af digitale teknologier på tværs af Europa inden for særligt supercomputere, kunstig intelligens, cybersikkerhed og digitale færdigheder. Programmet vil også fokusere på at benytte digitale teknologier til at løse samfundsmæssige udfordringer inden for bl.a. sundhed, klima og miljø.

For at sikre en bred udrulning, anvendelse og optag af digitale teknologier hos virksomheder og myndigheder, vil programmet medfinansiere etableringen af et europæisk netværk af digitale innovationshubs samt specialiserede centre inden for supercomputere, kunstig intelligens og cybersikkerhed.

Relevante aktører for programmet vil være virksomheder og offentlige myndigheder der ønsker at gøre bedre brug af digitale teknologier. Vidensinstitutioner og erhvervsfremmeaktører er også relevante aktører særligt for at stille testfaciliteter til rådighed og skabe samarbejder og partnerskaber omkring fælles digitaliseringsprojekter.

Digital Europe-programmets aktiviteter og projekter vil blive specificeret i årlige arbejdsprogrammer der angiver både midler og retning for hvert delprogram. Det første arbejdsprogram forventes at blive udsendt i slutningen af 2020. 

Kommissionen har foreslået 8,2 mia. EUR (2018-priser) til at finansiere programmets aktiviteter. Programmet forhandles som en del af EU’s flerårige budget for 2021-2027. Erhvervsstyrelsen er nationalt kontaktpunkt og tovholder  for implementeringen af det kommende Digital Europe-program.

Digital Europe-programmet indeholder følgende fem delprogrammer:

Supercomputere

Delprogrammet for supercomputere har til formål at styrke udviklingen og brugen af højtydende databehandling hos europæiske virksomheder og offentlige myndigheder. Videre vil delprogrammet understøtte brugen af supercomputere til udviklingen af løsninger inden for bl.a. sundhed, klima og miljø, gennem et netværk af nationale kompetencecentre. Delprogrammet vil primært blive forvaltet af det fælles foretagende EuroHPC, som Danmark deltager i. 

Kunstig intelligens

Delprogrammet for kunstig intelligens skal styrke investeringer og anvendelsen af kunstig intelligens hos europæiske virksomheder og offentlige myndigheder. Det skal gøres ved at facilitere sikker adgang til store mængder af data i fælles europæiske dataområder samt styrke eksisterende test- og eksperimenteringsfaciliteter for kunstig intelligens inden for bl.a. sundhed, landbrug, avanceret produktion, smarte byer og transport. 

Cybersikkerhed

Delprogrammet for cybersikkerhed har til formål at styrke cybersikkerheden i både den offentlige og private sektor. Det skal bl.a. ske ved at skabe en fælles europæisk indkøbsramme for avanceret cybersikkerhedsteknologi, og opbygningen af en sikker IT-infrastruktur. For at gøre dette vil programmet understøtte opførslen af cyberkompetencecentre i hvert medlemsland.

Højtudviklede digitale færdigheder

Delprogrammet for højtudviklede digitale færdigheder skal understøtte en række længere og kortere uddannelsestilbud, praktikforløb samt europæiske platforme for færdigheder og jobs inden for digitale kerneteknologier. Derfor vil højere læreanstalter og vidensinstitutioner, erhvervs- og beskæftigelsesaktører samt virksomheder som ønsker at indgå i konsortier eller etablere masteruddannelser, praktikforløb eller kortere kurser, være relevante for dette delprogram

Bred udrulning af digitale teknologier

Dette delprogram vil primært fokusere på oprettelsen af et europæiske netværk af digitale innovationshubs, som vil have til formål at hjælpe virksomheder med at anvende og udnytte avancerede digitale teknologier i deres forretning. Erhvervsstyrelsen vil sammen med relevante aktører i erhvervsfremmesystemet igangsætte en særskilt proces for indstillingen af kandidater til at blive hubs under Digital Europe-programmet. Delprogrammet vil også understøtte aktiviteter til at fremme interoperabilitet i den offentlige sektor og tematiske projektindkaldelser vedrørende klima og miljø, transport, landbrug, offentlige digitale tjenester, sundhed, sikkerhed, kultur og uddannelse.
 

For at sikre en solid dansk deltagelse i Digital Europe-programmet er der nedsat en referencegruppe for Digital Europe-programmet, som bidrager med at klarlægge danske styrker og potentialer for dansk deltagelse i programmet samt videreformidler mulighederne i programmet til danske interessenter. 

Referencegruppen består af repræsentanter fra danske ministerier, erhvervs- og industriorganisationer, forskningsinstitutioner og virksomheder med et betydeligt fagligt miljø. 

Erhvervsstyrelsen (tovholder)
Erhvervsministeriet 
Styrelsen for Forskning og Uddannelse 
Digitaliseringsstyrelsen
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet 
Erhvervshus Nordjylland 
Erhvervshus Midtjylland 
Erhvervshus Fyn 
Erhvervshus Sydjylland 
Erhvervshus Sjælland 
Erhvervshus Hovedstaden 
Dansk Industri 
Dansk Erhverv 
Digital Hub Denmark
Enterprise Europe Network
IT-branchen 
Dansk IT 
GTS-net 
Aalborg Universitet
Aarhus Universitet
Danmarks Tekniske Universitet
Roskilde Universitetscenter
Københavns Universitet
Syddansk Universitet
IT-universitetet
Danske Professionshøjskoler
Danske Universiteter
Innovationsfonden
Vækstfonden
Danske Regioner
Morten Møller

Kontakt os

  • Katrine Holten Winther  
  • Specialkonsulent
  • +45 3529 1909
  • katrwi@erst.dk