Publikation

Danske virksomheder i globale værdikæder - En analyse af danske virksomheders eksponering over for global usikkerhed

Dansk økonomi er afhængig af vores virksomheders adgang til de globale markeder udenfor EU/EØS, viser analysen. En stigende handelspolitisk usikkerhed truer dog dansk handel på flere områder.

  • 7. november 2019

For Danmark er handel på de globale markeder af stor vigtighed: 49 % af eksporten af danske varer og tjenester ender i lande udenfor EU/EØS, hvilket danner grobund for godt 356.000 danske arbejdspladser. Det viser analysen ”Danske virksomheder i globale værdikæder”, der er udarbejdet af Højbjerre Brauer Schultz i samarbejde med Erhvervsstyrelsen.

Analysen peger samtidig på flere områder, hvor dansk handel kan være udsat, som følge af den stigende globale handelspolitiske usikkerhed med øget protektionisme.

Fem brancher er særligt udsatte

Arbejdspladser i brancher som transport, engros- og detailhandel, medicinal, fremstilling samt erhvervsservices er særligt udsatte for handelspolitisk usikkerhed. Tilsammen står de fem brancher for 228.000 ud af de i alt 356.000 danske arbejdspladser.

Brexit skaber usikkerhed

Storbritannien er et af de lande, der videreeksporterer flest danske varer og tjenester, og dermed fungerer som en ”hub” for dansk eksport. I alt er over 8.700 danske arbejdspladser afhængige af salg til britiske virksomheder, der videresælger til lande udenfor EU/EØS. En del af disse arbejdspladser kan være i risiko, hvis Brexit fører til dårligere handelsvilkår for Storbritannien, eller hvis den store usikkerhed omkring Storbritanniens handelsforhold fortsætter.

En fælles europæisk udfordring

Analysen viser, at danske virksomheder ikke er mere eksponerede end andre europæiske virksomheder. Eksempelvis har 11 andre EU/EØS-lande en større andel af deres nationale eksport, som ender udenfor EU/EØS.