Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse17.11.2014

Antallet af nye virksomheder stiger fortsat

Emner: Digitalisering, Vækst og iværksætteri

Antallet af virksomheder, der registreres i CVR, er nu på sit højeste niveau siden 2008. Stigningen skyldes blandt andet, at flere unge og ældre starter egen virksomhed. Det viser helt nye tal fra Erhvervsstyrelsen, som i dag åbner dørene til Danmarks Vækst- og Iværksætteruge.

Lysten til at starte egen virksomhed er for alvor ved at vende tilbage i Danmark. I kølvandet på krisen oplevede Danmark et markant fald i registreringer af virksomheder, men for andet år i træk er antallet af CVR-registreringer steget og ligger nu på det højeste niveau siden 2008. På bare ét år er antallet af virksomheder, der har CVR-registreret sig, steget med 6 procent.

Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen:

Det er rigtig positivt, at antallet af nye virksomheder fortsat stiger i Danmark. Det er en klar indikator på, at iværksætterlysten er ved at vende tilbage i Danmark. Samtidig ser vi klare tegn på, at kvaliteten og tyngden af de virksomheder, der bliver startet, også stiger. Det er helt afgørende, da det ikke kun er mængden af virksomheder, men også kvaliteten, der skal sikre os flere arbejdspladser på sigt.

Det er især de helt unge under 25 år og de ældre over 55 år, der er blevet mere entreprenante de seneste år. Begge aldersgrupper udgør en større andel af de nye virksomhedsejere sammenlignet med tidligere.

Anders Hoffmann, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen:

Det er interessant, hvordan sammensætningen af de nye virksomhedsejere har ændret sig. Det tyder på, at de unge og ældre, som historisk ikke har fyldt så meget blandt virksomhedsejerne, har fået øje på fordelene ved at starte egen virksomhed. Det er netop den udvikling, som Danmarks Vækst- og Iværksætteruge gerne vil understøtte og skubbe på.

I dag starter Danmarks Vækst- og Iværksætteruge, som med mere end 200 arrangementer i hele landet sætter fokus på vækstområder, der kan skabe job og økonomisk vækst. Erhvervs- og Vækstministeriet står bag kampagnen i samarbejde med over 30 private og offentlige partner. Kampagnen er en del af Global Entrepeneurship Week, som finder sted i 138 lande i uge 47. Læs mere påwww.uge47.dk.

Pressekontakt:

Jesper Schou-Knudsen, Erhvervsstyrelsen, tel: 35291307