2. pakke anbefalinger: Fødevarer og landbrug

Grønt Iværksætterpanel lancerer løbende henover 2022 deres anbefalinger til regeringen. Her kan du læse den 2. pakke anbefalinger om udvikling af fremtidens bæredygtige fødevarer.

  • Opdateret 8. juli 2022
Logo for Grønt Iværksætterpanel

En task force og en Fast Track-ordning, der skal hjælpe de grønne fødevareiværksættere med regelafklaring og hurtigere godendelser, er blandt iværksætterpanelets anbefalinger.

Hovedanbefaling

Grønt Iværksætterpanel anbefaler, at der etableres en task force for nye grønne fødevarer, som hjælper fødevareiværksættere med at få tidlig afklaring hos relevante myndigheder, om og hvordan de kan udvikle, producere og lancere deres nye produkter og løsninger inden for rammerne af den nuværende lovgivning og regulering.

Taskforcen skal tilknyttes relevante myndigheder, vidensinstitutioner og iværksættermiljøer og have fokus på at være opdateret på teknologiudviklingen samt aktuel og kommende regulering.

Taskforcen skal kunne opsøge fødevarevirksomheder på et tidligt virksomhedsstadie, så iværksætterne hurtigt bliver opmærksomme på eventuelle barrierer og udfordringer i forbindelse med udviklingen af deres produkter og forretningsmodel.

På baggrund af erfaringer fra arbejdet skal task forcen desuden arbejde for at sikre, at fremtidig lovgivning og regulering er på forkant med ny forskning og teknologi, herunder at kommende EU lovgivning i højere grad tilgodeser nye grønne fødevarer og afspejler en bedre balance mellem hensyn til fødevaresikkerhed og grøn innovation.

Øvrige anbefalinger

Grønt Iværksætterpanel anbefaler, at regeringen i regi af erhvervsfremmesystemet yder tilskud til indkøb af konsulentbistand i forbindelse med dokumentation, rådgivning og godkendelse af nye fødevarer samt til at gennemføre de omkostningstunge tests, der er forbundet med dokumentationsprocessen.

Grønt Iværksætterpanel anbefaler, at der indføres en Fast Track ordning i Miljøstyrelsen til godkendelse af mikrobiologiske sprøjtemidler som alternativ til kemiske sprøjtemidler, som er inspireret af Holland og Frankrig, hvor der bl.a. er fastsat mål for sagsbehandlingstider og indført reduceret gebyr for godkendelse af mikrobiologiske plantebeskyttelsesmidler.

Grønt Iværksætterpanel bakker op om arbejdet med at udvikle et statskontrolleret klimamærke for fødevarer, der er igangsat af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Grønt Iværksætterpanel anbefaler, at den nedsatte arbejdsgruppe inddrager repræsentanter fra iværksættermiljøet, eksperter fra videns og forskningsmiljøet samt andre relevante miljøorganisationer.

Grønt Iværksætterpanel understreger vigtigheden af, at klimamærket er gennemsigtigt og gennemskueligt, og at indsatsen frem for alt koordineres med kommende europæiske klima og fødevaremærker.

Grønt Iværksætterpanel anbefaler, at der skabes styrket incitament til at danske offentlige køkkener efterspørger klimavenlige fødevarer med udgangspunkt i de officielle danske kostråd og dermed i stigende grad åbner op for innovative grønne fødevarer baseret på fx planter og alternative proteinkilder.

Grønt Iværksætterpanel anbefaler at, der i regi af erhvervsfyrtårnet for biosolutions på Sjælland, arbejdes på at skabe et internationalt førende iværksætterøkosystem inden for biosolutions. Indsatsen bør bl.a. have fokus på at fremme samarbejdet mellem store virksomheder og iværksættere, adgang til test og demonstrationsfaciliteter, strategisk brug af den offentlige efterspørgsel i arbejdet, tiltrækning af internationale aktører samt udstilling af data med henblik på at fremme digitalt iværksætteri.

Grønt Iværksætterpanel anbefaler, at biosolutions bliver en selvstændig prioritet i innovations og erhvervsfremmesystemet og udpeges som en ny grøn forskningsmission under den grønne forskningsindsats og som en spirende styrkeposition i erhvervsfremmesystemet.

Spørgsmål til sekretariatet

Grønt Iværksætterpanel betjenes af et sekretariat forankret i Erhvervsstyrelsen.