Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed23.05.2014

Aflevér årsrapporten i god tid

Nu er der snart frist for at indberette årsrapport til Erhvervsstyrelsen. Ca. 130.000 danske virksomheder skal aflevere årsrapport senest den 31. maj. Erhvervsstyrelsen opfordrer til at aflevere i god tid og gør opmærksom på, at rykkere vil blive sendt som Digital Post.

Så er det igen blevet højsæson for at aflevere årsrapporter til Erhvervsstyrelsen. Det gælder de cirka danske 130.000 selskaber, der har balancedato 31. december. De skal indsende deres årsrapport til Erhvervsstyrelsen umiddelbart efter generalforsamlingen - dog senest d. 31. maj.

Det er et krav, at alle selskaber, der skal indberette årsrapport til Erhvervsstyrelsen, nu skal aflevere deres årsrapport digitalt. Årsrapporten skal indberettes via Erhvervsstyrelsens digitale indberetningsløsning Regnskab 2.0 på Virk.dk.Selvom Erhvervsstyrelsen i de senere år har høstet gode erfaringer med at gå over til digital indberetning af årsrapporter, så opfordrer styrelsen igen i år virksomheder og revisorer til at indberette i god tid inden tidsfristen.

Årsrapporten skal påtegnes og godkendes

En del virksomheder og revisorer bruger Erhvervsstyrelsens onlineløsning, Regnskab Basis, til at udarbejde årsrapporter. De skal være meget opmærksomme på, at de skal bruge Regnskab Basis til den version af årsrapporten, som påtegnes af ledelsen og eventuelt revisor, samt godkendes på generalforsamlingen. På denne måde sikrer virksomheden sig, at den version, der indsendes, er den korrekte i forhold til årsregnskabsloven.

Rykkere kommer som Digital Post

Erhvervsstyrelsen gør desuden opmærksom på, at styrelsen fra den 1. juni 2014 går over til at sende rykkere de såkaldte påkravsbreve, til virksomhedens digitale postkasse. Virksomheder, som ikke har overholdt indsendelsesfristen, får et påkravsbrev som rykkerbrev, og det vil fra den 1. juni blive sendt som Digital Post. Det er kun måden, påkravsbrevet sendes på, der er ændret. Reglerne er de samme, indsendelsesfristerne er de samme, og virksomhedens ledelse risikerer som hidtil at få afgifter, hvis årsrapporten indsendes for sent. Her i overgangsperioden vil styrelsen dog sende et papirbrev til virksomheden, inden den sendes til tvangsopløsning i skifteretten som følge af manglende indsendelse af årsrapporten.

HUSK:

  • Årsrapporten skal indberettes senest den 31. maj - gør det gerne i god tid
  • Årsrapporten skal være påtegnet af ledelsen og evt. revisor samt godkendt af generalforsamlingen
  • Ved forsinket indberetning, bliver rykkerskrivelsen, det såkaldte påkravsbrev, sendt som Digital Post

Læs mere om Årsrapport her

Indberet Årsrapport her