Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse15.09.2014

Administrationen af .dk forlænges

Emner: Tele og internet

Dansk Internet Forums (DIFO) tilladelse til at administrere internetdomænet .dk er blevet forlænget. Det er besluttet på baggrund af en høring, som viste stor tilfredshed med DIFO.

Kontorchef i Erhvervsstyrelsen, Jakob Juul:
- Det er vigtigt, at danske virksomheders og borgeres digitale identitet understøttes effektivt. Forudsætningen for det er en stabil og sikker drift af det danske internetdomæne .dk. Den opgave har DIFO hidtil udført godt. Det viser høringssvarene fra internetsamfundet helt markant. Derfor udstedes en ny tilladelse til DIFO.

I løbet af de seneste 10 år er antallet af domænenavne under internetdomænet .dk næsten tredoblet. Der er mere end 1,2 mio. domænenavne under internetdomænet .dk. Domænenavne benyttes til både websites og e-mailadresser og er en væsentlig, samfundsmæssig ressource, som har betydning for erhvervslivets muligheder for vækst.

Erhvervsstyrelsen har gennemført en bred høring om udbud eller forlængelse af tilladelse til administration af internetdomænet .dk i foråret 2014. Svarene viste tydelig tilfredshed med DIFO's administration af .dk. Den nye tilladelse udstedes forventeligt med en gyldighed til og med 21. juni 2021, som svarer til en tilladelsesperiode på 6 år fra udløbet af den nuværende tilladelse.

DIFO's eksisterende tilladelse blev udstedt den 6. februar 2009 efter et offentligt udbud.

For yderligere spørgsmål kontakt Julie Bech Willemoe, 35 29 19 46 eller jubewi@erst.dk