Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed14.10.2014

Årets bedste CSR-rapporter kåret

Emner: Virksomhed og erhverv

For tredje år i træk vinder A.P. Møller - Mærsk prisen for bedste CSR-rapport. Samtidig modtager Novozymes en særlig jubilæumspris, der markerer, at virksomheden er med til at drive udviklingen inden for rapportering om samfundsansvar.

Marie Voldby, kontorchef i Erhvervsstyrelsen:

Uddelingen af årets CSR rapport-priser viser, at der ikke kun er een model for god CSR-rapportering. Fællesnævneren er en tæt kobling af CSR-arbejdet til forretningen. Virksomhedernes forskellige kommunikation afspejler deres unikke fokus, og om målgruppen primært er investorer eller fx medarbejdere og civilsamfund. Vinderne har hver deres styrker, og det kan forhåbentlig være inspirerende for andre virksomheder.

Vinderne af CSR Prisen 2014 blev udnævnt mandag eftermiddag som afslutningen på konferencen 'Værdiskabende CSR - god ledelse, praksis og rapportering', som Dansk Erhverv, Erhvervsstyrelsen og FSR – danske revisorer holdt på Børsen i København. Jubilæumsåret blev markeret med jubilæumsprisen og med deltagelse af H.K.H. Kronprinsessen, som kårede vinderne af hoved- og jubilæumsprisen.

Det er 20. gang i træk FSR – danske revisorer i dag uddelte priser til de bedste CSR-rapporter fra danske virksomheder. Hovedprisen for bedste CSR-rapportering gik til A.P. Møller – Mærsk, mens Novozymes modtog en særlig jubilæumspris. I kategorien "nye tilgange" vandt Syd Energi (SE), og SMV-prisen gik til Færch Plast.

A.P. Møller – Mærsk vinder prisen for en rapport, der er i en klasse for sig, lyder begrundelsen. Rapporten har den samlede koncern i fokus, og giver indsigt i kerneforretningen og koncernens CSR strategi, udfordringer og konsoliderende resultater. Overblikket over koncernens CSR-arbejde er fokuseret, og der er mulighed for at gå til den specifikke CSR-rapportering, som de forskellige forretningsområder udgiver.

Hovedprisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsessen til Nils Smedegaard Andersen, Group CEO, A.P. Møller - Mærsk.

Niels Smedegaard Andersen, Group CES, A.P. Møller - Mærsk:

Vi er glade for endnu engang at modtage anerkendelse for den strategi, som vi søsatte i A.P. Møller - Mærsk i 2010. Vi bestræber os i vores CSR-arbejde på at udvikle områder, som understøtter vores forretning; både ved at adressere det, vi som global rederi-, logistik- og olievirksomhed bidrager med, samt de udfordringer vi deler med mange af de lande, hvor vi er repræsenteret. På denne måde ønsker vi at bidrage til langsigtet bæredygtig vækst både for de samfund, hvor vi er til stede og for virksomheden.

Novozymes - en frontløber inden for CSR-rapportering
I anledning af jubilæumsåret har dommerpanelet valgt at uddele en særlig jubilæumspris, som hylder den udvikling, der er sket inden for dansk CSR-rapportering.

Jubilæumsprisen er gået til Novozymes. Virksomheden har mange års solide erfaringer med at rapportere om CSR, og er blandt de danske virksomheder, som har arbejdet længst med området. I årsrapporten fra Novozymes integreres finansielle og ikke-finansielle oplysninger på en måde, der udviser modenhed, og en klar forankring af ansvarlighed i forretningen.

Jubilæumsprisen blev overrakt til Benny Loft, CFO hos Novozymes, af H.K.H. Kronprinsessen.

Benny Loft, CFO Novozymes:

Vi er meget stolte over at modtage Jubilæumsprisen i dag. Novozymes har arbejdet med bæredygtighed i flere årtier og vores produkter yder et markant bidrag til virksomheders og samfundets bæredygtighed. CSR er en del af vores DNA, og dét udmønter sig blandt andet i, at afrapporteringen for CSR er fuldt integreret i vores årsrapport. Samfundsansvar og god forretning hænger uløseligt sammen.

Syd Energi sætter strøm til værdien og Færch Plast folder deres CSR-rejse ud

Samtidig med hoved- og jubilæumsprisen vandt også Færch Plast og SE (Syd Energi) priser for deres CSR-rapportering. Esbjerg-baserede SE vandt i kategorien "nye tilgange".

Længere mod nord kunne Færch Plast i Holstebro se deres flerårige arbejde inden for miljø og social ansvarlighed resultere i SMV-prisen.

Se webfilm fra prisuddelingen