Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pressemeddelelse29.04.2013

600 virksomheder kan nu få gratis hjælp til et godt ejerskifte

Emner: Vækst og iværksætteri

Kun 1/3 af de danske virksomheder planlægger deres ejerskifte i tide - og det koster arbejdspladser og omsætning. Derfor kan 600 mindre virksomheder nu få gratis rådgivning om ejerskifte.

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Anders Hoffmann:

Alene de 20.000 familieejede virksomheder i Danmark risikerer at tabe 1 mia. kr. på ejerskifter, hvis de ikke planlægger omhyggeligt. Det har vi vidst længe, men går vi mere direkte til værks i et nyt initiativ, der kan sætte gang i processen hos de virksomhedsejere, som en gang imellem går og tænker over, hvad der skal ske med deres virksomhed på længere sigt.

Målgruppen for initiativet er virksomheder med 5 - 50 ansatte. Indsatsen er landsdækkende og skal give virksomhederne en vejledning af høj faglig kvalitet, som øger deres parathed til ejerskifte. Derefter bliver virksomhederne henvist til rådgivere, der kan hjælpe dem i den konkrete ejerskifteproces.

Alle virksomheder med 5-50 ansatte kan henvende sig på tlf. 87 88 44 45 for at booke et indledende to timers møde for afklaring og vejledning omkring de mange overvejelser og forberedelser ved salg af virksomheden.

Vejlederne kommer fra lokal erhvervsservice og Væksthusene, har alle personlige erfaringer fra ejerskifte eller solid erfaring med vejledning om ejerskifte. Det betyder, at de har overblik over alle facetter af ejerskifteprocessen - samt viden om, hvilke private rådgivere der kan trækkes på i det enkelte ejerskifteforløb.

Læs mere om indsatsen og Ejerskiftevejlederkorpset på www.ejerskiftedanmark.dk

 

Kontakt: Projektleder, chefkonsulent Jette Poulsen, Pluss Leadership, 25 15 98 82jep@pluss.dk