Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed06.12.2016

50 mio. kr. fra EU’s Regionalfond skal skabe vækst gennem innovationssamarbejder

Emner: Vækst og iværksætteri

Erhvervsstyrelsen har netop åbnet for projektansøgninger, der vil gøre en landsdækkende indsats for at forbedre produktiviteten og konkurrenceevnen i SMV’er ved at styrke samarbejdet om innovation mellem virksomheder og videninstitutioner. 

Innovation er et vigtigt middel til at skabe produktivitetsvækst, og samtidig oplever virksomheder, der samarbejder med videninstitutioner, højere værditilvækst end virksomheder, der ikke samarbejder. Selvom der er gode takter, ligger Danmark kun i midterfeltet i international sammenhæng målt på andelen af innovative virksomheder. Der er derfor et stort, uudnyttet potentiale i at styrke innovationskraften i danske SMV’er gennem samarbejde mellem virksomheder og videninstitutioner.   

Erhvervsstyrelsen har netop åbnet for projektansøgninger, der med en landsdækkende indsats vil styrke produktiviteten og konkurrenceevnen i SMV’er med vækstpotentiale. Det skal ske ved, at virksomheder og videninstitutioner samarbejder om at udvikle nye produkter og løsninger, gerne inden for digitalisering og automatisering af produktionen.

EU’s Regionalfond investerer i alt 49,7 mio. kr. i den kommende indsats, heraf er op til 10 mio. kr. afsat til innovationssamarbejder i turismesektoren.

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Anders Hoffmann:

Det er helt afgørende, at vi forbedrer vores små og mellemstore virksomheders innovationskraft for at ruste dem til konkurrencen på det internationale marked. Med investeringen fra EU’s Regionalfond får virksomhederne en unik chance for at indgå i udviklingsorienterede samarbejder med videninstitutioner og dermed få gang i konkret innovation til gavn for både de enkelte virksomheder og dansk produktivitet og konkurrenceevne.

Den kommende innovationsindsats skal være funderet i virksomhedernes konkrete behov og markedskendskab. Derfor vil ansøgeres brugerinddragelse i udviklingen blive vægtet, fordi den i sidste ende øger sandsynligheden for, at et nyt produkt kommer på markedet.

Fakta om ansøgningsrunden 

  • Der er afsat i alt kr. 49,7 mio. kr., som kommer fra EU’s Regionalfond. Af det samlede beløb er der reserveret en pulje på op til 10 mio. kr. til en indsats for turismebranchen.
  • Indsatsen gennemføres i regi af et tværregionalt projekt, der forankres hos en kontraktansvarlig partner, som typisk vil være en klyngeorganisation eller videninstitution.
  • Innovationen skal foregå i et samarbejde bestående af mindst 3 SMV’er og en offentlig eller offentligt lignende videninstitution med ekspertise inden for den konkrete teknologi.
  • Indsatsen skal resultere i koncepter til nye produkter eller løsninger, herunder både varer og tjenesteydelser. Det kan fx være i form af en prototype, mock-up, tegning eller plan. Innovationen skal ske på baggrund af en kommerciel tilgang.
  • Ansøgningsfristen er 13. marts 2017.

Find uddybende oplysninger om ansøgningsrunden

Læs temabeskrivelsen (pdf)

 

Fakta om EU’s strukturfonde

EU's Regionalfond, Socialfond og danske partnere investerer årligt 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.

Partnerskabets investeringer sker med afsæt i regionernes styrkepositioner og i innovation, grøn omstilling, uddannelse og iværksætteri.

Ca. 7,5 pct. af strukturfondsmidlerne er afsat til en national pulje, der udmøntes centralt. Relevante tværregionale projekter med afsæt i fx vækstplanerne og regeringsstrategier vil kunne støttes. Puljens midler udmøntes inden for de rammer, som fremgår af strukturfondsprogrammerne.
 

Kontakt

Kommunikationsmedarbejder Rikke Thøfner Angel, Erhvervsstyrelsen: rikang@erst.dk og telefon 35 29 17 89