Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Pjece26.05.2016

40/60-selskaber i vandsektoren: Vejledning om oprettelse og drift

Emner: Vækst og iværksætteri, Virksomhed og erhverv

Som opfølgning på Vækstplan for vand, bio & miljøløsninger fra 2013, har Erhvervsstyrelsen sat fokus på, hvad der skal til for at realisere det danske vækstpotentiale for spildevandsløsninger, herunder eksport af danske styrker inden for vandteknologi- og service. 

Danmark har i dag en stor eksport af vandløsninger i forhold til de øvrige europæiske lande, og de seneste fem år har vareeksporten ligget på et niveau omkring 15 mia. kr. Verdensmarkedet for vandteknologier er i vækst, og det åbner muligheder for yderligere dansk vækst på dette område.

På den baggrund har Erhvervsstyrelsen bedt Deloitte og Horten udarbejde en ny vejledning om oprettelse og drift af 40/60-selskaber i vandsektoren.

Et 40/60-selskab er et aktie- eller anpartsselskab, der ejes af et vandselskab og en privat aktør. Det fælles ejerskab giver parterne mulighed for at gå sammen om at drive kommercielle aktiviteter. De nuværende erfaringer med 40/60-selskaber i Danmark er meget begrænsede, og generelt har en kompleks regulering afholdt vandselskaberne fra at undersøge mulighederne nærmere. Både vandselskaber og private aktører finder dog muligheden relevant og interessant.

Rapporten Er der mulighed for øget privat involvering i den danske spildevandshåndtering? udarbejdet for Erhvervsstyrelsen i 2015 pegede på, at 40/60-selskaber som udgangspunkt er en af de mest oplagte konstruktioner, for etablering af udviklingsselskaber, hvor vandselskaber samarbejder med private virksomheder om at udvikle og markedsføre vandteknologier og systemløsninger.

Hvis vandselskaberne i højere grad skal medvirke til at understøtte eksporten af danske vandteknologier er der således behov for, at de private aktører og vandselskaberne i højere grad går sammen om at udnytte de muligheder, der ligger i 40/60-selskaber, hvor den private aktør påtager sig det kommercielle ansvar, og hvor vandselskaberne kan deltage uden begrænsninger i omfanget på deres tilknyttede aktiviteter.

Vejledningen er udarbejdet i perioden fra oktober 2015 til april 2016 og bygger på den gældende vandsektorlovgivning på færdiggørelsestidspunktet. Der tages derfor forbehold for senere ændringer i lovgivningen.

Arbejdet bygger på interview med en række vand-selskaber og private virksomheder, desk research samt afklarende dialog med myndighederne inden for området. Arbejdet har været fulgt af en følgegruppe med deltagelse af Erhvervsstyrelsen, Energistyrelsen, Naturstyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Vejledningen har til formål at inspirere og skabe baggrundsviden.