Facebook LinkedIn Twitter Hvis du deler indholdet, vil udbyderen af servicen sætte en eller flere cookies på din computer.
Nyhed17.09.2013

18 biblioteker i Region Hovedstaden klar til at hjælpe erhvervslivet

Emner: Digitalisering

Digitaliseringen er over Danmark. Siden 1. juli har alle virksomheder og foreninger med et CVR-nummer skullet indberette moms via internettet. Den 1. november skal alle virksomheder og foreninger oprette en digital postkasse. Digitaliseringen gør det meget nemmere. Men for nogle enkelte er det svært. De kan nu få hjælp til betjening på biblioteket.

Ifølge direktør i Erhvervsstyrelsen Betina Hagerup betyder digitaliseringen, at virksomhederne vil opleve en hurtigere, nemmere og mere sikker kontakt med det offentlige. Desuden sparer både det offentlige og virksomhederne tid og penge på porto.

Betina Hagerup, direktør for Erhvervsstyrelsen:

- Vi ved dog, at nogle virksomheder og foreninger oplever, at det er svært at bruge nettet, når de skal bruge de digitale løsninger. Men nu tilbyder i alt 70 biblioteker landet over hjælp til de virksomheder eller foreninger, som har svært ved at bruge en computer.
- Jeg er meget glad for samarbejdet med bibliotekerne, som betyder, at vi nu kan få alle virksomheder og foreninger med på digitaliseringsvognen.

I Region Hovedstaden er 18 af regionens i alt 28 biblioteker med i kampagnen. De 18 biblioteker er Egedal, Frederikssund, Helsingør, Hvidovre, Rødovre, Furesø, Vallensbæk, Ballerup, København, Frederiksberg, Gladsaxe, Lyngby-Tårbæk, Rudersdal, Halsnæs, Tårnby og Hørsholm.

Indsatsen koordineres fra Gentofte Bibliotek, og ifølge koordinator John Nørskov Hansen havde de 18 biblioteker den 1. september tilsammen ydet it-support til rundt regnet 50 virksomheder og foreninger, primært enkeltmandsvirksomheder. Han forventer, at flere vil henvende sig i takt med, at vi nærmer os den 1. november, som er skæringsdatoen for oprettelse af den digitale postkasse, og efterhånden som kendskabet til bibliotekernes service til erhvervslivet udbredes.

- Mange initiativer er på vej, siger han og nævner en åben netcafé i Helsingør og en lokal erhvervsaften i Gentofte den 24. september.

John Nørskov Hansen understreger i øvrigt, at bibliotekerne arbejder på tværs, og at virksomheder i de kommuner, der ikke er med i kampagnen, kan forsøge at henvende sig på et bibliotek i en kommune, som er med.

- Vi ser det her som en biblioteksindsats helt i forlængelse af vores traditionelle formål om at demokratisere offentlig information og adgangen for borgere ved at yde vejledning - også i en tid, hvor digitaliseringen stiller borgerne over for nye udfordringer, siger han.

Foto

It-hjælp i hovedstaden.

Kontakt

Kommunikationsmedarbejder Julie Bech Willemoe, 35 29 19 46, jubewi@erst.dk

Fakta

Biblioteket hjælper dig med at:

  • Komme i gang med at bruge en computer.
  • Oprette en NemID medarbejdersignatur, der er din virksomheds eller forenings digitale nøgle til selvbetjening på nettet.
  • Oprette en digital postkasse, så din virksomhed eller forening kan modtage post fra det offentlige. Postkassen skal være oprettet in-den 1. november 2013.
  • Give fuldmagt til din revisor, bogholder eller andre der ordner papirarbejdet for din virksomhed.
  • Starte virksomhed og ændre oplysninger om virksomheden.
  • Sende elektronisk faktura til det offentlige.
  • Indberette moms.
  • Indberette syge- og barselsdagpenge.

SMS-tjeneste

Send en SMS med teksten: BIB [postnummer] til 1940. Så får du telefonnummeret til det nærmeste bibliotek, der kan hjælpe. Ring og lav en aftale med dem. Servicen koster almindelig sms-takst. Læs mere om it-hjælpen på www.virk.dk/bib

Hot-line

Du kan også få hjælp til medarbejdersignatur og Digital Post ved at ringe på telefon: 70 80 86 86. Hotlinen har åbent mandag-fredag kl. 9-18.

On-line hjælpeunivers

Der er udarbejdet et lettilgængeligt on-line hjælpeunivers, der guider virksomhederne med at oprette en digital postkasse www.virk.dk/postkasse