Spring navigation over
Indhold start

Erhvervsstyrelsen har lukket mellem jul og nytår fra den 23. december 2014 til og med fredag den 2. januar

Byggeskadeforsikring giver boliger med færre fejl

Byggeskadeforsikringen skal sikre forbrugerne mod fejl og mangler i byggeriet. Ny undersøgelse tyder på, at ordningen virker, og giver højere kvalitet i byggeriet. Men 30 procent af nyopførte boliger har ikke en forsikring. Forbrugerne opfordres til at tjekke om boligen er forsikret.

Siden april 2008 har det været obligatorisk at tegne en byggeskadeforsikring for nyopførte private helårsboliger opført af professionelle.

Den obligatoriske byggeskadeforsikring blev indført efter en periode med en række konkrete sager, hvor forbrugere stod med nyopførte huse med alvorlige byggeskader som fx skimmelsvamp. Mange forbrugere oplevede, at de skulle igennem lange og komplicerede tvister og retssager for at få udbedret skaden og igen gjort huset beboeligt. Med en byggeskadeforsikring i hånden er det blevet nemmere for forbrugerne, at få væsentlige byggeskader udbedret.

En evaluering af byggeskadeforsikringen viser, at ordningen virker. I en undersøgelse af 600 forbrugere havde kun 8 procent af husejere med en forsikring registreret alvorlige skader eller fejl på deres hus. Den tilsvarende andel hos husejere uden forsikring var cirka dobbelt så stor.

Finn Lauritzen, direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen:

- Vi kan se, at byggeskadeforsikringen virker. Boliger med en forsikring har simpelthen færre skader. Byggeskadeforsikringen er derfor et vigtig instrument i kampen mod fejl og mangler i byggeriet.

- Vi kan se, at flere og flere tegner forsikringen. Men netop fordi ordningen virker, er det ærgerligt, at der stadig er ca. 30 % af de nyopførte boliger, der ikke forsikres – selv om forsikringen er obligatorisk. Vi følger derfor ordningen tæt, og samtidig opfordrer vi forbrugerne til også selv at undersøge om det hus, de overvejer at købe, har den lovpligtige forsikring. Hvis der ikke er tegnet forsikring, kan forbrugeren blive snydt og stå med håret i postkassen, hvis der er fejl eller mangler.

Kontakt: Kontorchef i Erhvervs- og Byggestyrelsen Janni Torp Kjærgaard, jtk@ebst.dk, tlf. 35 46 60 00

Læs evalueringen på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside.

Fakta

Om byggeskadeforsikringsordningen

  • Den obligatoriske byggeskadeforsikring blev indført ved lov nr. 575 af 6. juni 2007 og trådte i kraft i april 2008.
  • Byggeskadeforsikringsordningen sikrer, at forbrugeren, hvis der opstår en væsentlig byggeskade i et nyt boligbyggeri, kan gå til forsikringsselskabet, som herefter vil sørge for at iværksætte en udbedring af skaden eller udbetale erstatning til ejeren af bygningen.
  • Ordningen omfatter alt nybyggeri af private helårs beboelser. Dog er følgende undtaget: Offentlige bygherrer, almene byggerier, ikke helårs beboelse, forbrugere, der selv forestår byggeriet (selv opfører byggeriet eller indgår aftalerne med de entreprenører og rådgivere, som skal medvirke ved opførelsen af byggeriet, og herudover forestår byggeriet).
  • Forsikringerne udbydes på markedsvilkår, og der er i øjeblikket 7 selskaber, der tilbyder byggeskadeforsikringen: Codan, Danske Forsikring, IF Forsikring, Midtjysk Forsikring, Topdanmark, Tryg og Willis i samarbejde med Caplloyd.

Forsikringen tegnes af bygherren til fordel for bygningsejeren, og hører til den ejendom som forsikringen er knyttet til.

Forsikringen løber i 10 år, og dækker byggeskader der har deres årsag i forhold ved opførelsen af byggeriet..

Eksempler på skader, der er dækningsberettiget

  • Revner i vægge og fundamenter
  • Fugt som følge af utætte gennemføringer
  • Fugtskader i sokkel og gulve
  • Utætte forsynings- og afløbsinstallationer
  • Forekomster af skimmelsvamp
  • Nedbrudte fuger i murværk, pga. dårlig mørtelkvalitet

Om evalueringen af byggeskadeforsikringen:

  • I forbindelse med Folketingsbehandlingen af loven blev det besluttet, at ordningen skulle evalueres ca. 2 år efter ikrafttræden.
  • Evalueringen er gennemført af Erhvervs- og Byggestyrelsen med bidrag fra relevante interessenter.

Evalueringen viser, at

  • Husejere, der har tegnet en forsikring, har registreret signifikant færre alvorlige skader eller fejl på deres hus i forhold til husejere uden forsikring. 
  • 90 procent af de husejere, som har tegnet forsikringen, er tilfredse med ordningen.
  • Der ikke tegnes forsikring for alle de byggerier, som er omfattet af forsikringskravet. Der er flere mulige årsager til, at dette er tilfældet:
  • Ordningen er stadig relativt ny. Erfaringen viser, at obligatoriske ordninger skal have været gældende i en periode, før de bliver mere almindeligt udbredt.
  • Der kan være tale om en omgåelse af ordningen, som er motiveret af et ønske om at gøre byggeriet billigere.
  • Husejernes manglende kendskab og dermed manglende efterspørgsel efter byggeskadeforsikringer

Erhvervs- og Byggestyrelsen har derfor igangsat en række initiativer, der skal sikre større udbredelse af ordningen; herunder:

  • Styrket information til forbrugerne; både direkte og indirekte eksempelvis via køberrådgiverne.
  • Forbedre kommunernes administrationsgrundlag.

Allerede i august 2010 udsendte Erhvervs- og Byggestyrelsen en ny vejledning til byggeskadeforsikringsordningen. Vejledningen indebærer en væsentlig forbedring af det administrative regelgrundlag for ordningen og er således en hjælp for kommunerne i deres daglige administration af ordningen. Kommunerne har taget godt i mod den nye vejledning.

Øget fokus på at kommunerne i forbindelse med byggesagsbehandlingen gennemfører den kontrol, de ifølge byggeloven er forpligtiget til. Når et byggeri tages i brug eller færdigmeldes, skal bygherren/boligejeren fremsende dokumentation for, at der er tegnet en byggeskadeforsikring. Modtager kommunen ikke denne, og er byggeriet omfattet af forsikringspligt, er det ikke lovligt at tage byggeriet i brug.