Spring navigation over
Indhold start

Legater til morgendagens superiværksættere

Nyt pilotprojekt hvor de bedste iværksættertalenter findes og støttes allerede i studieårene. Initiativet er et led i regeringens strategi for at gøre flere studerende interesserede i at skabe egen virksomhed.

Et nyt, offentligt finansieret iværksætter-legat skal støtte og stimulere morgendagens iværksættere, mens de er under uddannelse.

Erhvervs- og Byggestyrelsen har afsat en million kroner til pilotprojektet, som Fonden for Entreprenørskab får ansvaret for. Udover stipendierne skal der bruges penge på at rådgive de unge – og ikke mindst på at finde ud af, hvad der skal til for at identificere morgendagens superiværksættere.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen:

- Vi skal have superiværksætterne frem i lyset. Ved allerede i studieårene både at finde dem og at støtte dem og samtidig få dem sat i gang med at prøve kræfter med egen virksomhed, stimulerer vi væksten i samfundet.

- Iværksættermiljøet har efterlyst, at vi gør mere for de studerende, som vil springe ud med egne virksomheder. Det gør vi noget ved nu ved at sætte ind med anerkendende legater til de allerbedste iværksættertalenter på studierne.

Stipendierne er på mellem 15.000 og 35.000 kroner og forventes uddelt til mellem 20 og 35 iværksættertalenter i de kommende år.

I år modtager over 75.000 unge en eller anden form for undervisning i entreprenørskab. Nogle af dem får så gode ideer, at de springer ud som iværksættere. Det er disse meget unge iværksættere, som pilotprojektet med et offentligt finansieret legat skal hjælpe bedre på vej.

Kontakt: kommunikationschef i Erhvervs- og Byggestyrelsen Ulla Jacobsen, 20 75 78 09