Spring navigation over
Indhold start

Regionerne står over for store vækstudfordringer

Erhvervs- og Byggestyrelsen offentliggør i dag den regionale konkurrence­evneredegørelse 2010. Redegørelsen viser, at alle danske regioner de seneste ti år har oplevet en betydeligt lavere økonomisk vækst end gennemsnittet af OECD-landene.

Regeringens Vækstforum identificerede i september 2010 en række udfordringer, der skal overvindes for at få gang i væksten i Danmark igen. Den regionale konkurrenceevneredegørelse 2010 sætter fokus på udfordringerne om produktivitet, arbejdsudbud, uddannelse, vækst­virksomheder samt fornyelse og innovation i regionerne.

Vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Anders Hoffmann:

- Den største udfordring i samtlige regioner er at få styrket væksten i produktiviteten, som i en årrække har været betydeligt svagere end i udlandet. Det skyldes blandt andet, at få nye virksomheder kommer ind i et solidt vækstforløb og for få virksomheder er innovative og fornyer sig.

- Redegørelsen viser også, at vi er ved at miste vores uddannelsesforspring. Det er fortsat næsten hver femte person i en ungdoms­årgang, der aldrig får gennemført en ungdomsuddannelse. Samtidig er det en udfordring at få flere til at gennemføre en videregående uddannelse, hvis vi skal på niveau med de bedste lande.

Udover at identificere og beskrive de vigtigste regionale udfordringer indeholder redegørelsen en række eksempler på igangsatte regionale initiativer, der bidrager til at styrke de regionale vækstvilkår.

Redegørelsen kan downloades på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside.

Kontakt: Vicedirektør Anders Hoffmann, Erhvervs- og Byggestyrelsen, tlf. 3546 6000